I Jette Poulsens diadem slynger organiske bløde former og kurver sig let kaotisk omkring et flamboyant udvalg af havinspirerede farver: De sarte blå akvamariner og topaser sammen med den mørkere iolit og de lysende hvide ferskvandskulturperler giver i deres sammensætning et indtryk af en bølgende bevægelse. Det forgyldte sølv binder elementerne sammen i skulpturel form. Resultatet spejler den oprindeligt arkitektuddannede designers kærlighed til smykkesten, og specielt dem, der findes i nuancer af blåt.