Silver Tales

Champagneglasset, der både er en ring og en dekorativ kunstgenstand, er fyldt med knuste diamanter, der symboliserer Karen Blixens knuste drømme fra tiden i Afrika. Værkets størrelse samt dets figurative udformning gør smykket til en bogstavelig cocktailring, der vil fungere som en ”samtale-starter”, når den bæres på en finger. Smykkestilarten kendt som ’cocktail-stilen’ så første gang dagens lys i 1920’erne.

Til store begivenheder brugte Karen Blixen overdådige øreringe. Hertil forskellige hovedbeklædninger som hatte og turbaner, både til hverdag og fest. De store øreringe, som hun havde på i 1954 til selskab på Gyldendal med Thit Jensen og igen i 1956, har været udgangspunkt for Bolou Fine Jewelrys hovedsmykke, der består af tiara og aftagelige øreringe. Smykkets bærende konstruktion er fem tynde grene, der holdes sammen af tretten individuelt håndsmedede kaffeblomster og to mindre grene med kaffebær af ferskvandskulturperler flankeret af 12.26 carat antikslebne diamanter. Under de to ”buketter” langs øreryggen gemmer sig et ophæng, som chandelier-øreringene kan fikseres på, så deres vægt kan bæres af hovedsmykket.

Alle firmaets Roughdiamonds.dk smykker udspringer af kærligheden til naturlige, rå diamanter. Med det udgangspunkt valgte Roughdiamonds.dk at illustrere Karen Blixens forankring i den kenyanske slette ved en broche designet over blomsten Hvid Fjer-Nellike. I sølv med indfattede rå diamanter glimter brochen af underspillet liv. Karen Blixen-citatet ”I den første måned efter regntiderne var der en vild, hvid Fjer-Nellike, som blomstrede så rigt herude, at det i afstand så ud, som om store strækninger af sletten var dækkede af sne” har fundet sit ekko i brochens overflade, hvor sølvet bevidst er holdt råt og ubehandlet.

Siden By Birdies første smykkekollektion i 2003 har kreoler været en fast bestanddel af firmaets sortiment; små og store, enkle som bastante, elegante, feminine, paveret med diamanter eller besmykket med diverse smykkesten og kulturperler, udført i sølv, guld og en blanding heraf. Navnet kreol stammer fra de spansk-amerikanske kolonier, hvor øresmykkerne var forbundet med slaver og cajun-kulturen. Kreoler er som oftest båret med cirklen langs med ansigtet, altså side-orienteret, men på dette par vender pynten fremad, altså frontalt – og de er blevet tilført et blixensk-glamourøst element med glitrende smykkesten, som er asymmetrisk-/forskudt-fattet i cirklerne.

Guldsmed Jens Alstrup Engemann har ladet sig inspirere af Karen Blixens eventyrlige og dramatiske liv, som det udspillede sig i de mange år i Kenya. I det leddelte armbånd har Jens Alstrup Engemann indfattet udskårne ansigter med turbaner, og armbåndet afsluttes med en indbygget kasselås. Kamelbenet har den smukke cremehvide farve og er en reference til Kenya. Det rhodinerede sølv er valgt på grund af materialets egenskaber og dets kølige hvide tone. De farveløse diamanter symboliserer eksklusiviteten og den æstetik, som Karen Blixen var indbegrebet af.

Karen Blixen gik ofte, som normalt for samtiden, med hat, men i lige så høj grad med stramme hovedtørklæder og en strikket hue, som understregede det androgyne. Mest kendt er nok den karakteristiske klokkehat, som Karin Castens har taget udgangspunkt i, i sit sølvvedhæng. Vedhænget er poleret og fint udenpå, men råt indeni. Ud af vedhænget vælter lange slanke kæder, glatte kulturperler og facetslebne bjergkrystaldråber – et frembrusende og overdådigt virvar, der skal illustrere Blixens mange ideer, tanker og fortællinger.

Halssmykket er tænkt ud fra den kjole, Karen Blixen bar – en hvid draperet kjole fra den franske couturier Madame Grès (1903-1993) – da hun modtog litteraturprisen De Gyldne Laurbær i 1952. Halssmykket består af tre vedhæng, der er sat sammen, hvilket i dette tilfælde også betyder, at de også kan bæres hver for sig. Sammensætningen af dem reflekterer Blixen-kjole med alle dens draperinger. Deres leg med skygge og lys refererer til Blixens forfatterskab og den anerkendelse, som forfatterinden fik i litteraturprisen.

Inspireret af Karen Blixen ”Spøgelseshestene” har Camilla Urban formgivet en ring, der spiller på dualiteten mellem de voksnes verden og værdier kontra børns. Brillanterne udgør de voksnes værdier, penge og status, den lille strandsten børnenes værdier, venskab, fantasi og leg. Ringens form og design har længe været en del af guldsmedens smykkeunivers, men ved at forstørre den og vende den på hovedet, får den et helt andet udtryk, og forhåbentlig kan beskueren se galopperende spøgelsesheste i den. Brillanterne fattet i hestehovene symboliserer historiens skjulte skat.

Karen Blixens brug af fugle som symboler i historierne forbinder flyvning med frihed og grænseløshed, og helt specifikt står nattergalen som symbol for kunstnerisk frembringelse. I en af fortællingerne må kunstneren erkende: ’Jeg ved, at jeg ikke kunne have fundet paa Nattergalen’, og det er blevet armringens titel. Fordi Blixens litteratur naturligvis blev offentliggjort på papir, fremstår det endelige smykke også som et stykke foldet papir. Formen antyder fuglen med et næb og med vingen, der folder sig ud fra kroppen. Armringen er skabt af tyndt valset sterlingsølv. Det meste af armringen er matteret for at vise, at siderne er trykt med Blixens fantastiske fortællinger. Kun vingen er højglanspoleret for at virke let og ’luftig’ som symbol på den frihed og grænseløshed, Blixen lagde i sine fugle.

Louise Degn har holdt af kaffebønner, lige siden stearinlys med indstøbte kaffebønner var et hit på hendes pigeværelse. Da hun så begyndte at udføre smykker i ædelmetal i 2001, var kaffebønnen også et elsket motiv. Louise Degn har lavet ringe og kæder med kaffebønner, selvom hun faktisk ikke drikker kaffe selv. Når Louise Degn forestiller sig en kaffeproduktion, ser hun først og fremmest varme, støv og de groft vævede sække, man pakker bønnerne i, for sig. Det er blevet til den V-formede halskæde med 76 kaffebønner støbt efter tyve økologiske kaffebønner, nøje udvalgt efter gennemsyn af en hel pose kaffe.

Charlotte Balle har ladet sig inspirere af historien ”Babettes gæstebud”, og dens beskrivelse af kvinder kontra mænd. Kvinderne skildres som sarte, yndige væsner, men med indre styrke, mændene det modsatte: Stærke mænd med store titler, men svage sind. Charlotte Balles armbåndssæt er tænkt som dekoration af en kvindes ærmer, som modsvar til en mands uniformsmanchetter eller manchetknapper med en let konstruktion, hvor armringenes negative rum vil fremhæve en sort kjoles ærmer. En påfugl som symbol for hver af de to søstre Martine og Filippa.

Collieret er inspireret af Karen Blixen-digtet “Vinger” fra 1915, hvor fuglenes himmelflugt repræsenterer længslen efter frihed, omsorg, kærlighed og håbet om et bedre liv, samt Blixens maleri af næsehornsfuglen. Collierets næsehornsfugle er gengivet i art nouveau-stil.

Ved første øjekast er Allan Scharffs rene linjer langt fra Georg Jensens oprindelige skønvirkestil, men ikke desto mindre er inspirationskilden den samme, nemlig naturen. Fugle har altid inspirereret og interesseret Allan Scharff, og han har skabt en række fugle-designs for Georg Jensen, i dette tilfælde en parfumeflakon med en tydelig falkelignende silhuet.

dauf & pede har i deres nipsobjekt forsøgt at genskabe den flyvemaskine, de Havilland DH60, som Denys Finch-Hatton fløj i og senere tragisk styrtede i døden med i 1931, kort før Karen Blixen rejste fra Kenya.

Sølvsmed Vivianna Torun Bülow-Hübe (1927-2004) skabte siden slutningen af 1960’erne smykker i form af skulpturelle sensuelle former for Georg Jensen. Hendes elegance kom til sin ret i enkelheden, hvor sølvets rene, blanke flader stod organiske i al abstraktion. Som designer drømte Torun om at forevige tidløse temaer; hendes smykker besidder da også en evig harmoni, en syntese af materialer og former, som går op i en højere enhed i sølv og sensualitet. Med lyset som medspiller bliver bærerens krop en del af Toruns Georg Jensen smykker.

Tranen er en fængslende fugl med sine slanke træk, determinerede bevægelser og en fremtrædende parringsdans. Fra det øjeblik Ole Lynggaard første gang så det fine smykkepotentiale i traner, var han fascineret, og han har brugt tre år på at studere, skitsere, folde og støbe traner, og hundredvis af timer på at perfektionere posituren og vingernes yndefulde udseende. Ole Lynggaards Trane blev første gang set ude i verden i form af en udsøgt kollektion i 2019. Denne bankede og smedede trane er den første, Ole Lynggaard skabte, og den udgør grundlaget for resten af smykkekollektionen.

I ”Dykkeren” bevægeren hovedpersonen sig fra himlen, det guddommelige, til havet, det dæmoniske. Dragefisken lever i vandet, men traditionelt lever de mytologiske drager i skyerne, hvor de – som den kinesiske og vietnamesiske kejsers symbol – blev fremstillet med en ildsprudlende perle mellem kløerne. I fortællingen mister dykkeren sin forbindelse til Gud, da han mister sit håb om at kunne flyve, og så henslæber han sit liv i mørket på havets bund, hvor det dæmoniske holder til. Her har guldsmed Bodil Binner valgt at pointere, at der her også findes kostelige skatte. Naturperler fra skaldyrsarten Tridacna gigas kan udvise et spektakulært flammemønster lige under overfladen på perlerne med den næsten porcelæns-polerede overflade. 

I Den afrikanske farm står beskrevet, hvordan storken flyver mod Danmark med sin mage om foråret. Dertil kommer en lille historie om en mand, der går en natlig tur med mange udfordringer. Om morgenen opdager han, at hans rute har omridset af en stork. Pernille Schou-Elsass’ stork – en broche sammensat af bevægelige dele, som en sprællemand, er inspireret af begge historier. Trækker man blidt i snoren, bevæger vingerne sig yndefuldt som en trækfugl mod nord, men det bevægelige element er også som historien, hvor en forvildet nattetur former en stork. I ”En ny begyndelse” symboliserer den hvide kulturperle genfødsel, måske som den, forfatterinden håbede på, da hun tog fra Kenya til Danmark.

Collierets navn Rose of Karen Blixen refererer til Karen Blixens store passion for blomster og haver. Rosen afspejler hendes personlighed, og tornene på stænglen henleder tankerne på hendes tilværelse. Brillanterne i rosen fremhæver hendes interesse og imødekommenhed for livet og verden. Collieret refererer til hendes kærlighed til perler, og brillanterne i perlerne henleder tankerne til champagnebobler, som hun værdsatte højt.

Som barn gik Wallace Chan to år i skole i Hong Kong på toppen af et hustag, men da han ikke talte kantonesisk, kunne han ikke følge med i undervisningen. Derfor blev meget af skoletiden tilbragt med dagdrømme. Han kiggede gerne på fuglene, og forestillede sig den frihed, der lå i deres vinger. I dag har han fundet sin egen frihed i skabelsesakten, og i dette værk viser han den styrke og åndelighed, der ligger i fuglens vingefjer. Fjer er bløde og skrøbelige, men de er også funktionelle, idet de giver fuglene deres ’høje løft’. I modsætning til almindelige fuglevinger har en af vingerne på ”Wings” struktur på forsiden, mens den anden har struktur på bagsiden, og sådan kan bæreren kan flyve i hvirvler for yderligere opdrift.

Karen Blixens ugle Minerva sad gerne på hendes skulder, når hun røg og skrev på farmen i Kenya. I hjemmet på Rungstedlund havde hun flere uglevaser og en ældre ugleskulptur, og i sine fortællinger optræder uglen som repræsentant for stemninger, som budbringer af varsler om død og som symbol på visdom. Guldsmed Tine Lindhards ugle-brevvægt kan også indeholde hemmelige notater, fine fortællinger og små skatte i dens hule krop. Hovedet kan bevæges og afmonteres på en lidt makaber måde – som et symbol på døden. Øjnene består af små kulturperler med små brillanter som pupiller. Dråberne omkring øjnene, som illustrerer fjer, er paverede med brillanter. Uglen sidder på en rede fyldt af kulturperler. Hoved og krop er smedet af flere dele, og vingerne er nittet på, så de kan bevæges.

Smykket, der er holdt i art nouveau-stil, er en lille fortælling om far og datter. Karen ses i sneglen, der bevæger sig afsted mod sit mål – stærk med sit sneglehus, men svag i sin bløde krop. Sneglen beskyttes delvist under de store hasselblade, en henvisning til faderen, Wilhelm Dinesen, der havde levet blandt indianere og fået (til)navnet Boganis, der betyder hasselnød. Naturen synes døende, når det bliver vinter, men kigger man godt efter, er knopper og nye skud til næste års nødder og blade allerede fremme – i smykket illustreret med diamanter. Noget dør, og noget nyt opstår. Fortællingen består, når vi fortæller den.

Rattus Remeditus er latin for ‘rotte-helbredelse’. Karen Blixen modtog små doser arsenik som behandling mod syfilis; arsenik bruges også i rottegift. Therese Kroghs collier har et rottekranie-vedhæng med hulrum påsat en hale-kæde. Vedhænget er en såkaldt desmerknob, der kan indeholde noget – for eksempel en lille portion arsenik. 29 diamanter er pavéret i det ikoniske ‘førstehjælpskors’ på toppen af kraniet for at markere, at helbredelsen findes indeni. Fire diamanter er fattet forrevet ned mod “snuden” fra førstehjælpskorset, så man på afstand kan fornemme en kors-form som den, man ville sætte på en grav. De i alt 33 diamanter refererer til, at grundstoffet arsens atomnummer er 33, og arsen udgør hovedparten af stoffet i arsenik (arsentrioxid). Spørgsmålet er om Karen Blixen fandt helbredelse/lindring eller døden i arsenikken. En ting er sikkert: Karen Blixen havde et afklaret forhold til døden – og når vi husker at vi skal dø, husker vi forhåbentlig også at leve.

Hovedsmykkets flydende form leger med tanker omkring den lille død – la petite mort. Øjeblikket, hvor de elskendes nydelse og bevidsthed flød sammen, og derefter blev en livslang kamp mod sygdom med kviksølvskure for Karen Blixens vedkommende. Kuren blev måske nok hendes endelige. Kulturperlerne er en refleksion af livets skyggesider og sindets nat. Hovedsmykkets visuelle form har afsæt i kviksølvets visuelt flydende form og bevægelse.

Karen Blixens ”Den udødelige historie” er en sømands historie, der bliver fortalt igen og igen. Historien indeholder kærlighed og guld, sømænd og skibe, kunstens evige kraft, og derfor er C. Antonsen Guld- og Sølvsmedies halssmykke udført af et langt sølvreb, der tegner uendelighedssymboler og hjerter i én lang fortælling.

Karen Blixens fascination af masaifolket har inspireret halssmykket. Hun beundrede dem især for at være frie i krop og sjæl, for deres mod og for aldrig at have været slaver. Selv var forfatterinden meget tilfreds med at blive kaldt Løvinden, som står for mod og styrke, og masaifolket sammenlignede hun med rovfugle, ”birds of prey”. Siden guldsmed Mette Rosgaard tilvirkede sine første smykker for omkring tredive år siden, har hun arbejdet med et girafmønster, som i denne halskæde ses i to størrelser – i mønterne og halvkuglerne, som er syet med silketråd på springbukstykket. Smykkets udtryk er inspireret af originale masai-halssmykker, som ofte fremstår i flere etager og med møntmotiver.

I en dobbeltfingerring, der bæres på pege- og ringfinger, har designer Niki Komselis udfordret sig selv på arbejdet med ædelmetallet. Almindeligvis bruger hun nemlig gerne farvestrålende ædel- og smykkesten i sine luksusboheme-smykker, men nu stod udfordringen på det kunstneriske. Ringen har tydelige referencer til Kenya for at lade beskueren gå et glimt af, hvordan Blixens afrikanske hverdag og verden må have set ud. Niki Komselis besluttede sig derfor for at skildre, hvad forfatterinden har set og må have elsket: Blixens udsigt.

I 1960’erne designede Per Borup (1936-2012) en smuk kuplet ring inspireret af laurbær. Guldsmeden, som også var juveler, realiserede altid sine idéer med en tegning, hvorefter han modellerede dem i sølv. Efter at han havde håndmodelleret 30 laurbærblade i sølv, formede han toppen af sin ring efter dem. Både den oprindelige Per Borup-signerede tegning samt sølvmodellen findes stadig i firmaets arkiver. Baseret på Per Borups tanker, tegning og model blev smykkeserien Daphne skabt i 2015 – opkaldt efter den græske mytologis unge naiad (nymfe), Daphne. Daphne-diademet er inspireret af laurbærblade som fortolket af Per Borup, serien Daphne, samt litteraturprisen, som Karen Blixen modtog – og derfor har Kell Borup også som eneste guldsmed i denne udstilling arbejdet med forgyldt sølv.

Når armringen bæres på højre arm, ligger løven og ”kikker med” på, hvad man foretager sig. Sådan ville den også ligge på savannen under et stort træ. Der holder løven øje med, hvad der sker omkring den, og den tænker sit. Tanken med armringens udformning er, at den skal være til glæde for personen, der bærer den, for efter guldsmed Jørgen Meinckes mening, er der alt for mange smykker, som kun er til glæde for beskuerne, når de bæres.

Inderringen symboliserer Karen Blixen selv, der stråler i lyset af sin fantastiske berømmelse. Slangen er Bror Blixen, der infiltrerer sig i hendes liv på godt og ondt. Han glimter på grund af sin fine titel som baron – men bagsiden, sygdommen syfilis, som han bragte med sig, den slap aldrig taget i Karen Blixen, og den pinte hende til det sidste.

Smykket ” The Awakening ” er en fortolkning af Karen Blixen-fortællingen ”Ringen”, der handler om karakterens Louises overgang fra barn til voksen, hvor hun opdager sin egen seksualitet og selvstændighed. Smykket visualierer symbolerne fra fortællingen – ringen, kniven, ansigter/silhuetter, grene, svaler, livets træ og yin&yang. Låsens forsides to silhuetter er Lise, som hun var før og efter sit møde med fåretyven. På låsens bagside ses livets træ; skoven, som udgør rammen for det skæbnesvangre møde. Låsens pind er det maskuline og feminine, som mødes og ”låses” sammen. Svalerne er Lises længsel efter frihed, grenene hendes udslåede hår. Ansigter og silhuetter er motiver, som ses i mange af guldsmed Sophia Brands design; oftest er de symboler på relationer, som udvikles i mødet med andre mennesker.

I Karen Blixens egen spisestue på Rungstedlund står det autentiske spisebord dækket, som til et hypotetisk Babettes Gæstebud – og i Sølvkælderens borddækning er der indlagt forskellige henvisninger til den kendte og elskede fortælling. Historien foregår i Norge, og Babette beskrives som værende fra Paris, Frankrig. Sølvopsatsen fra 1926, der ses midt på bordet, er af sølvsmed Evald Nielsen (1879-1958); valgt for sin skønhed og teksten om Vesterhavet, som står indgraveret på den. Stilen er ornamenteret og meget flot udført, og opsatsen er oprindeligt udført til et jubilæum i dampskibsselskabet D/S Vesterhavet. Det dobbelt-riflede bestik er et gammelt fransk mønster, som så vidt vides blev bragt til Danmark af kong Frederik 6. (1768-1839); først blev mønstret anvendt af kongehuset, siden af flere adelsfamilier, og så blev det et af de mest elskede danske bestikmønstre. Tallerkenerne er en ”kopi” af de tallerkener man, som særlig velhavende, spiste af i 1700-tallet; siden blev de anvendt som dækketallerkner. På bordet ses desuden to bær-skeer, der repræsenterer frugten: Skeerne er fra London, og de er udstyret med forgyldt laf (fordybningen på skeen). Lågfadet kan bruges som et lågdækket fad – men det kan også deles og bruges som to fade. Servietringene er en forholdsvis ”ny opfindelse”; de kom frem i Frankrig omkring 1800.

Charlotte Lynggaard har i mange år været betaget af Karen Blixens historie, litteratur samt meget karakteristiske og inspirerende blomsterbuketter. Sammensætningen af blomster og farver har også præget Charlotte Lynggaards smykker, og derfor har hun fortolket en blomsterbuket, i form af en broche, til udstillingen.

Det legende og letheden samt det humoristiske aspekt ved pjerrotfiguren og især billedet, hvor Karen Blixen poserer som Pjerrot, har inspireret Anette Wille til at designe ørehængerne. Udtrykket i smykket er ment til at føre tankerne hen på leg, sjov og humor. De smukke og lysreflekterende diamanter er sat i et legende, bevægeligt hjul i midten, som skiller det barokke og ukontrollérbare fra det fine og arrangerede i smykket. Den sorte ørebøjle visualiserer hat og fjer på billedet og hjulet med diamanterne er en fortolkning af kraven på Blixens pjerrotkostume. Ørehængerne er en fri gentænkning af Karen Blixens indstilling til livet, hvor både æstetik og henslængt elegance spiller en væsentlig rolle.

Værket er et sjælsbillede af Karen Blixen, hendes rejse gennem livet, hendes bevidsthed og udvikling. Det minder os om både at beskytte vores kerne, og samtidig åbne op for at lade energien strømme frit igennem den, finde balancen mellem det maskuline og det feminine, forvandlingsprocessen og genopstandelsen. Smykkets timeglas kan dreje rundt om sin midterakse og repræsenterer livets cyklus samt genfødsel. Træets rødder forbinder det med jorden, og samtidig vokser det opad mod universet. Kulturperlerne repræsenterer skabelsesprocessen, frugtbarhed og sensualitet. Værket indeholder også ottetallet, som cirkulerer i det uendelige. På hver side af kernen er der en hånd skjult i grenene, som beskytter det guddommelige – det hele menneske.

Inspireret af Karen Blixens pudderdåse udstillet på museet, samt forfatterindens righoldige hattesamling set på mange af portrætterne af hende, har Leena Susanne Hagelund håndgraveret sin hattenål med en gammeldags reliefmonogram-graveringsteknik.

Karen Blixen elskede blomster, og en af hendes yndlingsblomster var liljen. Som barn blev Karen Blixen og hendes søster smykket med røde koraller i halskæder, og disse to visuelle inspirationskilder har Malene Helweg-Larsen forener i sin halskæde. Den består af liljeblomster af sølv, placeret mellem hvide koraller. Liljen, der symboliserer skønhed, uskyld og jomfruelighed, har her fået bevægelige blade, så de tre-bladede sølvblomster kan åbnes og lukkes – man kan lege med dem, nøjagtig som børn ville gøre.

Brochen er inspireret af det portræt af Karen Blixen, hvor hun har en kroneformet broche på sin hovedbeklædning, samt af hendes kærlighed til blomsterarrangementer. Udover forfatterindens glæde ved afrikanske liljer var hun også kendt for at ”skrælle” de grønne blade af tulipaner, så de stod som blomster på lange stilke i hendes buketkompositioner.

Rebekka Notkins smykke er en fortolkning af den lange perle-sautoir, som Karen Blixen ofte blev afbilledet med om halsen. Rebekka Notkins halskæde består af femten unikke “perler” med hver deres tydelige fingeraftryk præget i oversiden, som var de lavet af terracotta – brændt jord. “Perlerne“ er sat sammen med en række identiske led, der tilsammen danner en slank, elegant kæde. Smykket er desuden inspireret af Karen Blixens beskrivelse af den fremmede kultur og vilde natur, hun oplevede i højlandet omkring farmen ved Ngong i årene 1914-1931. Farmlandskabets farver og vegetation beskrev hun som tørre og brændte, som farven i pottemagerarbejde, således referencen til ”perlerne” i ulige og tilfældige faconer, som kunne være lavet af “brændt jord”. Her er jorden forfinet i ædelmetal i et langt, slankt udtryk, ligesom det, der kendetegnede 1920’ernes Charleston-perlekæder.

Siden sin rejse i Asien som ung, nyuddannet guldsmed i begyndelsen af 1960’erne, har Ole Lynggaard været fascineret af elefanternes venlige udseende og smukke kurver. Elefanten er symbol på de værdier, Ole Lynggaard ønskede at hans smykkebrand skulle repræsentere: Loyalitet, styrke og mod. I 1991 tog Lynggaard-familien på safari i Tanzania for at fejre Ole og Karin Lynggaards 25-års bryllupsdag. Ved den lejlighed forærede Ole Lynggaard sin hustru og muse, Karin, hans allerførste elefant i gave for at fejre deres kærlighed – og det blev siden til flere forskellige elefantdesign i firmaets navn. En kollektion af naturalistiske elefantvedhæng blev senest lanceret i forbindelse med Ole Lynggaards 80-års fødselsdag i 2016.

Selvom Josephine Bergsøe yderst sjældent udfører naturalistisk-figurative smykker, har hun med dette par perleøreringe forholdt sig lige så frit og fabulerende til kaffegrenen, som Blixens vidunderlige, nærmest panteistiske, syn på den guddommelige natur. Ordet ”perleørering” lyder som et klassisk husmorsmykke, men hos Karen Blixen er det alt andet. Smykket er støjende og insisterende, bladene har udviklet små knopper – bristefærdige – men med hvad? Sølvgrenen snor sig om øret i en smykkestil, som ligger tættere op ad Kikuyernes eller Masaiérnes end den skandinaviske, og kaffebærrene – kulturperlerne – er hårde strålende skaller, som bærer historier med sig fra oceanernes dyb.

På den tid, hvor ”Historien om en perle” foregår – i 1863, som er nogle årtier før den sfæriske kulturperlemetode blev opfundet – må en ung dansk kvinde indlevere sin perlekæde med 52 ægte perler, som hun har fået i bryllupsgave, til omtrækning. I den norske bygd er skomageren den fingernemme mand, og han får overdraget opgaven med at trække perlekæden om. Hjemkommet til København opdager kvinden, at der ikke mangler en perle, men at der stik mod forventning er en ekstra perle, som endda er mere værd end resten af kæden. Når man betragter den støbte hånd i montren sammen med perlekæden, vil det ikke være muligt at erkende, om den ’tager eller giver’.