Til sine to hårsmykker har Anette Hendriksen taget udgangspunkt i løgs strukturelle opbygning, fordi grøntsagen har fascineret hende lige siden hendes studieår, som hun tilbragte i London. Løgformen har hun kombineret med sin forkærlighed for rå smykkesten og mineraler – sidstnævnte en meget klassisk inspirationskilde for guldsmede. I hår- og hovedsmykkernes historie mangler der efter guldsmedens mening nogle ’bure’, der kan holde såkaldte ’frikadeller’ (buns) på plads, og så var der ikke langt fra tanke til handling for Anette Hendriksen.