I sit hårsmykke undersøger Alice Schmidt Møller, hvordan naturen skaber skønhed gennem forfald. Døde skovgrene udgør udgangspunkt for nyt liv i skoven. Muslingesvampenes bløde former, månestens regndråbelignende glød og de små diamanter er hendes fortolkning af naturens evne til at genskabe sig selv, også når alt synes i dvale. Hårsmykket fortæller dermed også om transformation, det poetiske i skrøbelighed og om den styrke, der findes i naturens rytme af nedbrydning og genfødsel. Smykket er også en påmindelse om, at skønhed ofte opstår, hvor vi mindst venter den – i det stille, det oversete og det, som ikke længere vokser, men stadig bærer liv i sig, eller som udgør grobunden for et nyt kapitel.