Ode til Mos
I samarbejde med Tage Andersen, Couronne de Lierre
3. februar 2027 – 3. april 2027
Den 3. februar 2027 åbner særudstillingen ”Ode til Mos” hos blomsterkunstner Tage Andersen. Her kan man opleve 40 grønne smykker og kunstgenstande, de fleste skabt specielt til udstillingen af nogle af Danmarks bedste guldsmede og smykkedesignere.
Sponsorer
Download pressebilleder
01
Birdie Wendelboe, By Birdie
Topka Mos
2026
Af sterlingsølv, 14 karat guld og i alt 3 carat facetterede smaragder.
Inspirationen til Topka Mos-ringen stammer fra Birdie Wendelboes besøg til Topkapi paladset i Istanbul. Paladset blev opført i 1459 på foranledning af sultan Mehmet 2. (1432-1481), erobreren af det byzantinske Konstantinopel. I over 400 år tjente paladset som Osman-sultanernes officielle residens og skatkammer, hvor datidens kronjuveler og rigdomme blev opbevaret. ”Den overdådighed har jeg ønsket at gengive i ringen, der med sin fuldt paverede overflade af grønne smaragder giver wow-faktoren, som henleder tankerne på en rig kultur og dennes overdådige skatkammer”, fortæller Birdie Wendelboe. Ringens design er oprindeligt fra 2012, og det er en højt skattet bestseller i firmaets kollektion. Almindeligvis udføres ringen i sterlingsølv og 14 karat guld paveret med 3.7 carat rosenslebne diamanter, men paveret med smaragder henleder ringen tankerne på mos.
Fotograf: Mousefoto
02
Rikke Engel, Guldværk
Asterella palmeri
2026
Af sølv, kugler af mosagat (6-12 mm i diamanter) og tolv lysegrønne brillantslebne safirer (i alt 0.96 carat).
Mos er kraftfuldt. Selv når man forsøger at holde det væk, kommer det altid tilbage. Det pibler frem, vokser lige så langsomt, og pakker alt ind i et grønt klæde. Det overtager hele landskaber og formidler en stemning af uberørthed, ro, stilhed og tiden, der går. Asterella palmeri er en sjælden levermos, hvis form Rikke Engel forelskede sig i under sin arbejdsproces. Hendes halssmykke er en fortolkning af plantens små kuppelformede paraplytoppe. Smykket breder sig som små kugler omkring ens hals og dækker kroppen. Det kræver sin plads, pakker en person ind, og man mærker tyngden, når det bæres. Smykket hviler omkring en hals, som en kærlig og rolig omfavnelse.
Fotograf: Mousefoto
03
Guldsmed Mynte Kromann
Mossets Blomst
2026
Af 14 karat guld fattet med i alt 1.69 carat grønne diamanter samt 39.2 carat prasiolitter.
Da guldsmed Mynte Kromann gik til arbejdet på sin unikahalsring, legede hun med tanken om at tilvirke en blomst, fordi udstillingen skulle ses hos blomsterkunstner Tage Andersen, kombineret med temaet i mos samt den grønne farves kulturhistorie. ”Jeg stillede mig selv spørgsmålet om, hvordan en mosblomst ville se ud, hvis den altså kunne blomstre. Mos bærer ikke blomster, men det skulle ikke forhindre mig i at udtænke en smuk blomst, som kunne gro op af mos”, fortæller guldsmeden, som derfor også gav sin kreativitet frit løb. Beskueren skal forestille sig en skovbund eller en fin træstamme, overgroet med mos. Op af denne Naturens fine grønne pude gror de smukkeste lysegrønne blomster med mørkegrønne støvdragere. ”Skønhed var altid målet – for halsringen i sig selv, men også for hvordan smykket ville tage sig ud om halsen på en smuk kvinde”, siger Mynte Kromann, der ser sit værk som et lille stykke af skovens magi. En flot blomst født af mossets stille verden. Skabt til at hvile tæt på huden, hvor den blomstrer videre på kvinden, som bærer den. Hvis mos kan drømme, drømmer det måske om at kunne blomstre …
Fotograf: Asmus Kromann Bork/of stories and films studio
04
Camilla Hald Tougaard
Skovbundens guld
2026
Af 14 karat guld med to grønne opaler (i alt 0.50 carat), fjorten diamanter (i alt 0.19 carat), ni peridoter (i alt 0.95 carat), ni smaragder (i alt 0.35 carat), otte tsavoritter (i alt 0.30 carat) og en apatit på 0.35 carat.
Mos skaber og giver liv, og den organiske vitalitet er af guldsmed Camilla Hald Tougaard gengivet ved de forskellige ædelsten, der sammen får smykket til at fremstå levende. Smykkets organiske form spejler mossets evne til at transformere og tilpasse sig sine omgivelser, og derfor kan smykket også bruges på forskellige måder: Enten som et vedhæng eller en broche. Guldet illuderer i dets form mennesket, som mosset med sin naturkraft gør alt for at kravle ind på. Dermed minder smykket os også om, at uanset hvor meget vi end måtte forsøge at kontrollere eller omdanne Naturen, vil Naturen altid vende tilbage og efterlade sit eget dyrebare og evigt grønne aftryk, blandt andet med assistance fra mos.
Fotograf: Mousefoto
05
Shamballa Jewels
Shamballa Jewels Lock bracelet inspired by Nature’s green depths
2024
Af 18 karat hvidguld med 70 diamanter (i alt 0.46 carat), otte større diamanter (i alt 0.54 carat) og 14 grønne safir-led (i alt 23.10 carat).
I julen 2024 satte Shamballa Jewels fokus på skovens dybe farver, vinterens stemning og de grønne safirer. Som en af ældste planter på jord gror mos, hvor intet andet kan overleve. Mos holder på vand, længe efter regnen er forbi. Mos er resistent og behøver ikke lys, for at kunne gro. Den grønne safir udviser samme tålmod: Dannet i totalt mørke, under højt tryk, for millioner af år siden. Dens farve er gammel; ikke forårets farve, men det sjældne minerals farve, som ikke findes noget andet sted. Omkring de grønne safirer hviler diamanterne som dugdråber i morgenlys; et kort glimt, men næsten uforgængelig i sin sandhed. At bære Lock-armbåndet er som at bære mossets tålmod og mineralers brillans. Med det bærer man hundreder af års stilhed; millioner af års tryk; det perfekt glimt af lys. Håndknyttet i København efter Himalaya-traditioner.
Fotograf: Shamballa Jewels
06
Daniela Trifiletti, Oro Muisca
Origins in Matter
2026
Af 18 karat guld med i alt 2.01 carat colombianske smaragder valgt i deres naturlige form (en rå smaragd på 0.24 carat og en heksagonalt prismeformet på 0.24 carat) og i forskellige slibninger; en rund på 0.70 carat, en oval på 0.07 carat, en cabochonsleben på 0.24 carat, en smaragdsleben på 0.15 carat og en dråbesleben på 0.16 carat.
Ringen Origins in Matter er en skulpturel fortælling om kunstnerisk samarbejde på tværs af lande og have, samt om de historier, der har gjort den mulig. De colombianske smaragders karakteristiske intenst grønne farve afspejler dybden af en drøm, som nu er blevet til virkelighed. Ringens organiske form leder tankerne hen til, hvor smaragdminerne findes, nær byen Muzo i Boyacá. Ringen repræsenterer Daniela Trifilettis mangeårige passion for og arbejdet med colombiansk kulturarv og oprindelse. Hver smaragd rummer historierne fra mange colombianere, hvis generøsitet, tillid og erfaring har gjort ringen mulig. I Danmark har guldsmed Therese Krogh omsat Daniela Trifilettis vision til en markant statement-ring, som dermed er klar til at fortælle en ny historie – sin bærers historie.
Fotograf: Yuri Arcurs
07
SPK Jewels
Green Eva
2026
Af 14 karat guld med en smaragd på 0.46 carat samt 204 små smaragder (i alt 1.89 carat).
Ringen blev oprindeligt skabt som vielsesring i 2013, inspireret af blonders lette mønstre og naturens firkløvere. I dag findes designet både i en bred og en smal version med mulighed for fatning af diamanter og andre ædelsten i et væld af farver. Unikaudgaven Green Eva er skabt som en personlig hyldest til et menneske, der stod guldsmeden meget nær. I ringen gemmer der sig utallige små firkløvere som symboler på held, håb og de særlige øjeblikke, der sætter spor gennem livet. Smaragderne udgør et levende mønster, hvor hver detalje bidrager til fortællingen om nærvær og betydningsfulde forbindelser. Den svævende smaragd løfter sig over overfladen som værkets naturlige centrum. Dens lethed og intense grønne glød er blikfanget, der inviterer beskueren tættere på. Placeringen af en så stor smaragd på siden af ringen er en påmindelse om at leve livet fuldt ud (og nok også lidt farligt) – men ædelstenen holdes også af ekstra store grabber, der netop at beskytter den. For guldsmed Susanne Pia Kristensen er Green Eva en fortælling om minder, kærlighed og de mennesker, der altid vil være en del af os.
Fotograf: Dennis L foto
08
Henrik Skjønnemand, Guldsmedjen i Ribe
Bæredygtig
2026
Af 14 karat guld, seks grønne brillanter (i alt 0.84 carat) samt en sort opal på 2.85 carat.
Mos findes i et utal af varianter, men ens for dem alle er, at de er som naturens egne små kunstværker, når de betragtes under en lup. Inspirationen til denne rings udformning samt navnet Bæredygtig har Henrik Skjønnemand fundet i mossets mangfoldige organiske former, samt i mossets ukuelige evne til remontering og overlevelse. Desuden bæres ringen bare fortrinligt på en finger: Den er på alle måder ’bæredygtig’. Endelig fornægter Henrik Skjønnemands signatur sig ikke: Hans årtier-lange kærlighed til opaler samt guldet, der slynger sig omkring ædelstenene som beskyttende kærtegn.
Fotograf: Mousefoto
09
Helle Edelweiss Jensen, Jensen Opals
Morgendug i solens første stråler
2025
Af 14 karat guld, en 5.38 carat Lightning Ridge Krystal Opal fra Jensens egen mine i Australien, slebet af Helle Edelweiss Jensen, samt ti diamanter (i alt 0.07 carat).
Som altid med opaler bygges smykker gerne op om dem, for så individuel er opalernes skønhed, at hver ædelsten dikterer et smykkes formgivning. Dette unikavedhæng er inspireret af naturens stille øjeblikke, lige når lyset vender tilbage, og de første solstråler rammer landskabet. Den grønne opal symboliserer forår, liv og alt det, der igen grønnes omkring os på den tid af året. Diamanterne, som bevæger sig ned over smykket i en blød kurve, leder tankerne hen på morgendug, der glitrer i solens lys. For Helle Edelweiss Jensen handler smykket om håb, lys og skønheden i naturens små øjeblikke.
Fotograf: Gert Præst Andersen
10
Tine Lindhard, Tine Lindhard Jewellery
Last lonely Fish in the (green) Sea ørering
2026
Af 18 karat genbrugsguld, en antik pudesleben 4.95 carat grøn turmalin, en 0.73 carat gul gammeldagssleben diamant, en 0.23 carat farveløs gammeldagssleben diamant, en 1.23 carat australsk opal håndslebet i Idar-Oberstein og en 0.45 carat dråbesleben smaragd.
Med øreringen Last lonely Fish in the (green) Sea – den sidste ensomme fisk i det (grønne) hav – har guldsmed Tine Lindhard begået en naivistisk ørering, som nok skal bringe smil frem på folks læber. Øreringen symboliserer det naturlige kredsløb og symbiose mellem Jorden, solen, månen, havet, dyr og mennesker. Alle er vigtige, og dyrene er særligt afhængige af menneskets påvirkning af Jorden. Ædelstenene er nøje udvalgt for deres farvesymbolik. ”Den øverste, grønne turmalin på øreflippen repræsenterer vores jordklode, som vi skal beskytte og værne om”, fortæller Tine Lindhard. Den næste ædelsten i rækken er den gule diamant, som selvfølgelig helt oplagt er solen, der giver lys og liv på land og til vands. Månen – den farveløse diamant – er vigtig for havets cyklus og livet i det. Månen holder dermed også vagt over den grønne fisk, som udgøres af den australske opal. Opalen købte Tine Lindhard for mange år siden, uden at have et klart formål med den – indtil tanken om øreringen opstod. ”Den grønne fisk lever i havet, hvor havgræs ilter vandet; det er repræsenteret ved den sidste ædelsten – en smaragd, der også symboliserer håb, visdom og kærlighed”, afslutter Tine Lindhard.
Fotograf: Tia Borgsmidt
11
Guldsmedene Jochen Wolfgang Neustädter og Bjarne Lange og smykkedesigner Bolette Louise Sig Mathiasen, Bolou Fine Jewellery
Gioia Verdant Mist
2026
Af 18 karat guld, i alt 33.45 carat krysopraskugler, to dråbeslebne smaragder (i alt 1 carat) og seks diamanter (i alt 0.18 carat).
Øreringene Gioia Verdant Mist er inspireret af den særlige fryd, der ledsager forårets komme: Når varmen langsomt indfinder sig, når vinteren træder i baggrunden, når naturen vågner til live igen. Følelsen af morgener indhyllet i let dis; synet af træer, der aflægger sig vinterens mørke, afblegede brune nuancer til fordel for spæde lysegrønne toner, som siden modnes til dybe, frodige grønne blade. Øreringenes farver og udtryk indfanger netop denne overgang – øjeblikket præget af fornyelse, håb og livsglæde. De gyldne detaljer er som solens varme stråler, der bryder gennem disen for at vække landskabet til live. Samspillet mellem de grønne nuancer og det varme guld skaber det levende udtryk, som ændrer karakter i lyset. Øreringene er håndlavede; organisk formgivet blade i guld-topstykket kombineres med nøje udvalgte sten i sarte mintgrønne og dybgrønne nuancer. Hver stens naturlige farvespil giver smykket liv og karakter. De lange stenvedhæng danser frit med lyset og skaber et levende udtryk, mens den dybgrønne dråbeformede smaragd tilfører den afsluttende dybde. Øreringene er en del af Bolous Gioia-kollektionen, og smykkets navn betyder Glædens Grønne Tåge.
Fotograf: Benjamin Tarp
12
Julie Sandlau
Hera Drop Earrings
2025
Af genanvendt 18 karat guld, ti brillanter (i alt 0.42 carat) og indfarvede grønne onyxdråber (i alt 33.88 carat).
Liora Earrings er en del af Julie Sandlaus Lumi-kollektion; en hyldest til lyset og den tidløse ro, der opstår, når form og klarhed mødes. Navnet Liora betyder ”mit lys”, hvilket afspejles i øreringenes elegante, langstrakte udtryk. Med Julie Sandlaus klassiske formgivning fremhæver designets enkle, langstrakte form smykkestenenes skønhed i et udtryk, der balancerer vintage-inspireret elegance med sofistikeret modernitet og et touch nordisk minimalisme. Øreringene er en ny fortolkning af Julie Sandlaus ikoniske Deco-kollektion fra 2010, der er baseret på Art Deco-periodens geometriske formsprog. De brillantslebne diamanter, der ses i karakteristiske rørfatninger, giver øreringene deres lette, harmoniske udtryk. Designet rummer mulighed for at udskifte vedhængene, hvilket hurtigt kan ændre øreringenes karakter; her er de fuldendt med dråbeslebne grønne onyx. Mulighedernes leg er gennem årene blevet en klassisk signatur i Julie Sandlaus univers. Øreringene er designet i Danmark og ansvarligt fremstillet af Julie Sandlaus prisbelønnede guldsmede i Hanoi, Vietnam, som er uddannet i skandinaviske håndværkstraditioner og dedikeret en kompromisløs kvalitet.
13
Anette Hendriksen, Juveler A. Hendriksen
Teal
1997/2026
Twin-krukker af kobber, låg/øresmykker af sterlingsølv med ti diamanter (i alt 0.10 carat) og Montana safirer; to slebne på henholdsvis 0.49 carat og 0.73 carat og 11 rå (i alt ca. 10 carat).
Guldsmed Anette Hendriksen har i bæredygtighedens tegn og i brylluppets ånd haft lyst til at forene noget nyt med noget gammelt. Hun fandt derfor sine Twin-lågkrukker i patineret kobber frem, som hun havde lavet i løbet af sin studietid ved universitetet i London i 1990’erne – men nye toppe skulle der til. Med sin forkærlighed for rå sten valgte hun at arbejde med et udvalg af Montana-safirer, som hun selv har minet i Philipsburg og Helena i staten Montana i 2018. ”I Montana kaldes safirernes farve for teal, hvilket oversættes til en grønblå petroleumsfarve”, fortæller Anette Hendriksen. Guldsmeden gav sin fantastiske stensliber frie hænder til arbejdet på de rå safirer. Det blev til to fantasi-slib, en sekskantet safir og en ottekantet safir. Ud fra seks- og ottekanternes former byggede Anette Hendriksen de to lågtoppe med henholdsvis seks og otte strålespidser. De aftagelige toppe kan også bæres som øresmykker, og det matte hvide sølv er valgt som en kontrast til fremhævelse af safirernes farver. Rå Montana safirer udgør små bevægelige slæb, der giver liv til smykkerne, godt assisteret af et drys diamanter.
Fotograf: Dennis L Foto
14
Mette Rosgaard, Rosgaard Collection
Rêves de Verdigris
1994
Af oxideret sølv og en cabochonsleben grøn agat på ca. 20 x 32 mm.
Denne choker – den engelske betegnelse for et stramt- og højtsiddende halssmykke – er et af Mette Rosgaards ældste, større værker. Det stammer fra hendes læretid som guldsmed hos Georg Jensen. Som lærling på andet år fik hun udleveret den grønne agat, der ses i centrum af smykket. Ud fra stenen skulle hun designe, tegne og udføre et smykke efter eget valg i løbet af tre uger. Ud af anstrengelserne kom der dette halssmykke, som er en klar forløber for Mette Rosgaards største og mest mangfoldige kollektion til dato, nemlig Giraf-kollektionen fra 2000. De første Giraf-smykker var to ringe – en på 8 mm i bredden, den anden 12 mm; ringene markerede også Mette Rosgaards første år som selvstændig med eget værksted og butik. Chokerens titel kan løseligt oversættes til Drømme om verdigris, en poetisk reference til den eftertragtede grønne farve, som har været kendt i umindelige tider.
Fotograf: Julie Borup
15
Guldsmedeværkstedet, EUC Lillebælt
Botanical Echoes
2026
Af sterlingsølv med grøn safir, turmaliner, peridoter, nefrit og månesten – den største 15,1 x 11,6 mm, den mindste 2 x 1,5 mm.
Elever fra svendeprøveholdet marts 2026 og februar 2027: Sara Willadsen – lærested Nørregaards Guldsmedje, Gørløse; Sofie Nygaard Axelsen – lærested Guldsmed Jane Aabjerg, Herning; Mikela Kristensen – lærested Guldsmed Kristian Otte, Aalborg
Smykket er opstået i et elev-samarbejde, hvor hver har bidraget med forskellige kompetencer. Eleverne har taget udgangspunkt i et af naturens udtryk, i et halssmykke, der forgrener sig, vikler og snor sig i en grøn symbiose – ligesom naturens egen. Smykket præges af naturens egne former, en skovbund dækket af mos og liv. Blikfanget er de forskellige grønne nuancer af smykkesten, hvoraf de største er cabochonslebne.
Sponsorer: Guldsmed Jane Aabjerg og EUC Lillebælt
Fotograf: Dennis L Foto
16
Maria Guldbrandsen, Guldbrandsen Juveler siden 1843
Grøn Lykke
2025/2026
Af 14 karat guld, i alt 0.52 carat brillanter, doublétråd, aventurin, peridot, krysopras, smaragd, jaspis, agat, nefrit, serpentin, ametyst, tanzanit og citrin.
Elegance og abstraktion forenes i halskæde-kategorien kendt ved den franske betegnelse sautoir, defineret ved en længde på 100 cm eller derover. I Guldbrandsen Juvelers fortolkning er det en let, luftig og slank størrelse. I bevægelse vil de to små firkløvere fange vores opmærksomhed ved deres brillant-pavering, og som lyset fra tid til anden glitrer i diamanterne, sådan er det også med det lille lykkebringende motiv: Vi har alle brug for følelsen af, at heldet følger os. Inspirationen var naturens grønne farve, som smykkedesigner Maria Guldbrandsen efter ture i skoven og langs søer har genskabt i adskillige grønne smykkesten, cabochonslebne og facetterede. Grøn Lykke, der er en del af firmaets smykkekollektion Guldbrandsen 1843, er med sin længde også velegnet til at blive båret viklet to gange om halsen. De violette, gullige og blålige ædelsten er valgt for deres farvekontrast og fremhævelse af de grønne nuancer.
Fotograf: Dennis L Foto
17
Helga Winther, Smykkedesigner
Forår i Mariager
2026
Af 14 karat guld med en 0.05 carat brillantsleben diamant, to grønne brillanter (i alt 0.04 carat), en ovalsleben 1.2 carat grøn turmalin, en 0.45 carat dråbesleben peridot, en 0.30 carat lyserød turmalin og en 0.10 carat pink rubin.
Med naturen som inspiration har smykkedesigner Helga Winther det seneste årti håndlavet et utal af unikasmykker i firmaets Gren-serie. Designkonceptet er altid at imødekomme folks ønske om fyldige smykker, oftest fingerringe, hvis volumen hverken synes tung eller overvældende. Samtidig tiltaler serien dem, som ønsker smykker med mulighed for at tilføje et antal diamanter, kulturperler og ædelsten. ”Selvom temaet var den grønne farve og mosset, var det vigtigt for mig, at ringen også rummede den pink farve, da jeg selv elsker den højt – det i en sådan grad, at den efterhånden er blevet min signatur”, fortæller Helga Winther.
Fotograf: Winnie Kaastrup Jensen
18
Julie Borup, Per Borup
Forest Fireworks
2026
Af 14 karat rødguld, 0.04 carat diamanter, otte kugler af grøn agat (5-8 mm i diametre), en 8 mm nefrit-kugle, en 4 mm malakit-kugle og en 10 mm grøn prehnit Changeling-kugle i midten.
Julie Borups første kollektion med titlen Linn for familiefirmaet Per Borup blev lanceret i 2024. Inspirationen er skovbundens fine græsstrå med lette, næsten svævende aks – et smykkeunivers præget af naturens ro, lethed og organiske former. Til udstillingen har hun skabt en særlig unikaversion af Linn med udgangspunkt i sin fars, guldsmed Kell Borups Changeling-ringkoncept fra 2013, hvor en udskiftelig centerkugle holdes på plads af fingeren, hvorpå ringen bæres. I Forest Fireworks, som altså er et Linn Changeling designunika, er ringen skabt som en hyldest til mosset som en af skovbundens mest beskedne, men fascinerende beboere. Grønne agater, nefrit og malakit danner et levende landskab af nuancer og strukturer, mens en Changeling-kugle af prehnit svæver i centrum. Resultatet er et lille stykke skovbund fanget i guld – en ode til mos.
19
Smykkedesigner Sarah Emilie Müllertz og guldsmed Nikolaj Willeberg Nørgaard for Kinraden
Grethe Brooch
2026
Af 18 karat guld, 33 kvadratiske- og 33 baguetteslebne australske safirer fra Queensland (i alt 7.03 carat) i farverne mørkeblå, blå, mørk petroleumsgrøn, petroleumsgrøn, grøn og lysegrøn.
Grethe-brochen er et unika, født af Kinradens Bricks-kollektion, hvor Københavns arkitektoniske rytme og karakteristiske murværk møder havets levende farvespil. Værket udspringer af en fascination af de mønstre, der former byen, murstenenes gentagende forbandter, lysets bevægelse over facaderne og de skiftende blå og grønne toner i vandet omkring København. Grethe forener Queensland-safirer med 18 karat guld i det klassiske forbandt-mønster; safirernes farvespil spejler havets konstante forandring, mens de rene linjer refererer til murværkets præcision. Værket er navngivet efter den danske arkitekt og formgiver Grethe Meyer (1918-2008), hvis arbejde var præget af enkelhed og materialebevidsthed, samt ønsket om at skabe objekter, der kunne holde i generationer. Meyers kompromisløse tilgang til funktion, proportion og materialitet spejler de værdier, der ligger bag Kinraden og Bricks-kollektionen. Brochen kan både bæres horisontalt og vertikalt placeret.
20
Guldsmed Birgitte Munch
Jumbo-ringen – The green edition
2026
Af 14 karat guld med en grøn antik pudesleben brasiliansk turmalin på 4 carat samt fire brillanter (i alt 0.12 carat).
I 2000 blev Birgitte Munchs første kombinationsringserie navngivet Mira Maja af en begejstret kundes ægtemand; han syntes nemlig, at ringen lignede noget, den fiktive julekalender-prinsesse ved næsten samme navn kunne finde på at bære. I 2010 kom en større version af designet så til, og den blev navngivet efter størrelsen: Jumbo blev navnet. ”Jumbo er wow-udgaven af Mira Maja, netop fordi dens fatning er velegnet til at holde nogle rigtig store ædelsten, men som den første model kan ringen stadig varieres i både ædelmetal samt, om der skal være diamanter i de fire grabber. Og det er der så i denne version”, fortæller Birgitte Munch. Guldets groft matterede overflade giver glimmerlooket, som er en sikker signatur for guldsmeden. For at matche Jumbo-seriens ringe udføres der også vedhæng og ørepynt – for uden duer heltinden som bekendt ikke!
Fotograf: Mousefoto
21
Designer Shiri Rosenzweig, Carré Jewellery
Double Bubble Chrysoprase
2025
Af 10 karat guld med to australske krysopraser, hver på ca. 3 carat.
Krysoprasernes farve giver ringen en uimodståelig og indtagende intensitet. Som statement-ring er den ikke blot et ydre symbol på livskraft, men kan også bruges som en manifestation af mod og indre vækst. At bære krysopras på fingeren tilfører en konstant opmærksomhed, som ikke kun er synlig for andre, men også for en selv. På denne ring er krysopraserne sat over for hinanden, omgivet af et flettet ringbånd, som er klassisk for Carré Copenhagen, og det tilføjer et antikt udtryk i moderne fortolkning. Krysoprasens usædvanlige farve har gjort den til en yndet talisman siden antikken, og gennem Carré Copenhagens 35 år lange historie har smykkestenen været anvendt i kollektioner, der har haft navnet Colour of Envy – misundelsens farve. Ringen udføres også med andre ædelsten, så som rutilkvarts, akvamarin og rosakvarts, og designet udføres også på bestilling i personlige sammensætninger af smukke ædelsten.
22
Guldsmed Christina Bendix, Bendix Copenhagen
C_
2010
Af 18 karat gult guld, tre Tahiti kulturperler i forskellige nuancer af grøn (9,7-13,2 mm i diametre, en af dem facetteret) og i alt 0.49 carat brillanter fattet pavé.
C_-ringen er Bendix Copenhagens signatur, og ringseriens æstetiske udtryk og tilgang til materialer er DNA’et i firmaets kollektioner: Kompromisløs kvalitet og stringent design. C_ udtales som det engelske sea, som af Christina Bendix udlægges som en reference til havets smukke perler, det unikke materiale, som designet er skabt omkring. I ringserien er der seks kombinationsmuligheder; ringene kan bæres i kombinationer af to eller tre ringe, eller som det fulde sæt. Ringen kan dermed skaleres op og ned efter ønske. Selvom designet er markant og bestemt ikke er skabt for at være diskret, er der alligevel en enkelhed og ro tænkt ind i ringene. Den bærende runde bue danner grundlag for flere kombinationer og rammer smukt de to mindre kulturperler ind, når ringen bæres i kombination af to og tre ringe. Kulturperlerne er altid i naturlige, ubehandlede farver, og i serien anvendes også hvide, cremefarvede og gyldne South Sea kulturperler, samt for eksempel naturligt farvede diamanter i farveforløb.
Fotograf: Iben Kaufmann
23
Pernille Schou Elsass, Elsass Jewelry
Small disks ring
2026
Af 18 karat guld samt i alt 0.42 carat tsavoritter.
Small disks ring er en bestseller for guldsmed Pernille Elsass. Hun har udført den i omkring femten år, og dens look er et af bevidst, men dog tilfældigt placerede skiver, der nærmest fremstår som ’kastet’ ind på ringen. Når ringen bæres på fingeren, inviterer designet til, at man kigger på ringen fra flere vinkler. Hver skive er paveret med ædelsten, hvilket også garanterer små brillante lynglimt af lys og farve, alt efter hvordan lyset falder. ”Samtlige ringe er forskellige, og dog alligevel ens. Selv kan jeg godt lide idéen om, at ringene altid varierer en smule, for derved får hver kunde en unik ring, selvom den altså er genkendelig inden for mit design og æstetik”, fortæller Pernille Elsass.
Fotograf: Miklos Szabo
24
Mads Z
Luxury Rainbow Ode to Moss
2019 /2026
Af 14 karat guld med fem peridoter (i alt 0.25 carat), otte grønne safirer (i alt 0.59 carat), fire smaragder (i alt 0.14 carat) og 33 tsavoritter (i alt 2.12 carat).
Luxury Rainbow-kollektionen fra 2019 er i dag blandt Mads Z’ mest ikoniske og farverige. Serien blev skabt ud fra ønsket om at forene eksklusivt håndværk med naturens smukkeste farver i et design, der både føles tidløst og moderne. Inspirationen blev fundet i regnbuens naturlige farvespil og ædelstens mange nuancer, når lys spiller i dem. Hver ædelsten er nøje udvalgt for sin farve, glans og karakter, og tilsammen skabes en harmonisk farvegraduering, der giver smykkerne deres særlige liv og energi. Bestseller-ringen fremstilles blandt andet i versioner med safirer, rubiner, smaragder, topaser, granater, peridoter og andre nøje udvalgte sten. Kombinationen af de naturlige ædelsten giver hvert smykke et eksklusivt og levende udtryk. Luxury Rainbow forener luksus og livsglæde i ét design, der både er elegant og fuld af karakter. Her ses en special edition i grønne nuancer fra peridoter, grønne safirer, tsavoritter og smaragder – Luxury Rainbow Ode to Moss.
Fotograf: Mousefoto
25
Guldsmed Louise Degn
Cherry Berry Sour
2026
Af 18 karat guld, olivengrøn Tahiti kulturperle på 8,35 mm i diameter og i alt 0.31 carat fyrretræsgrønne diamanter.
I mange år har kirsebærret været Louise Degns absolutte favoritmotiv. Sin første kirsebærring tilvirkede hun i 2012, og i mange år derefter var bærrene i hendes kreationer ens i både størrelse og farve – men med tiden er forskelligheden også vokset frem som en mulighed. Således udgøres Cherry Berry Sours ene bær af en Tahiti kulturperle; det andet bær er paveret med fyrretræsgrønne diamanter.
På trods af sin sødme kan kirsebær også bære på en giftig hemmelighed. Kirsebærstenen indeholder nemlig amygdalin som, hvis det frigives ved knusning og indtages, danner cyanid (blåsyre). Visse kirsebærsorter indeholder så meget amygdalin, at kerner fra fem til ti kirsebær er nok til at forårsage forgiftning. Og en enkelt gang i Danmarkshistorien nævnes kirsebær da også som muligt mordvåben: Da Dyveke Sigbrittsdatter (ca. 1490-1517), kong Christian 2.’s (1481-1559) elskerinde, døde, gik en samtidig teori ud på, at hun skal have spist forgiftede kirsebær, som hun fik tilsendt af Københavns Slots høvedsmand Torben Oxe (?-1517). På trods af sin frifindelse af rigsrådet for forbrydelsen blev han på kongens bud henrettet ved halshugning på Gråbrødretorv i København.
Fotograf: Tia Borgsmidt
26
Charlotte Petermuss, Petermuss Jewellery
Merians metamorfose
2026
Af 18 karat genanvendt guld, sølv, i alt 3.5 carat grønne turmaliner, 0.15 carat champagnefarvede diamanter, en 5 mm hvid barok kulturperle og lak.
”Naturen er under angreb!”, var Charlotte Petermuss’ første tanke, og derfor ville hun lave sin egen udgave af et knojern. I sin arbejdsproces faldt guldsmeden over barokkens Maria Sibylla Merian (1647-1717), der med sin naturvidenskabelige tilgang og fine akvareller illustrerede insekters metamorfose – banebrydende for datiden, hvor antagelsen ellers var, at larver og andre insekter opstod spontant af muld og forrådnelse. Merians arbejde var medvirkede til etableringen af videnskaben entomologi – studiet af insekter – og hendes naturalistiske tegninger bruges stadig i undervisningsøjemed. Charlotte Petermuss har føjet barokkens vanitas-/memento mori-tematikker om forfængelighed kontra forgængelighed til sin ring. I ringen ses kålsommerfuglens Pieris brassicae metamorfose med råddenskabens æg og larve i bunden af ringen og sommerfuglen og dens puppe på toppen. Sommerfugle, symbolet på forvandling, var en påmindelse om livets korthed og sjælens genopstandelse; larven en ubehagelig påmindelse om råddenskab og organisk materiales nedbrydelse. Dødeskallen er et af memento mori-symbolerne. Forfængelighed kommer til udtryk i de kostbare materialer (guld og ædelsten), som ringen er lavet af; forgængelighed og skrøbelighed antydes ved at sten kan knuses og gå i stykker.
Fotograf: Tia Borgsmidt
27
Me & Audrey
Firbenet – Grøn Forvandling
2026
Af 14 karat guld, 47 brillanter (i alt 0.30 carat), 91 grønne diamanter (i alt 0.55 carat), 28 lysegrønne safirer (i alt 0.17 carat) og 285 tsavoritter (i alt 1.71 carat).
Mellem blade og lys bevæger firbenet sig lydløst gennem verdenen. Tre-fingerringen symboliserer forvandling, tilpasning og naturens evne til at begynde på ny. Det grønne er mere end en farve: Det er et symbol på vækst, håb og livets konstante bevægelse. Firbenet minder os om, at styrke findes i evnen til at forandre sig. Som guldsmede fascineres Me & Audrey af naturens former og organiske bevægelser. I værket har duoen omsat firbenets silhuet til guld og grønne nuancer, hvorved naturens frie former mødes med håndværkets præcision.
Fotograf: Dennis L Foto
28
Guldsmed Malene Helweg-Larsen
Moss Cushion Ring – Mos Pude Ring
2026
Af oxideret sølv, 18 karat guld, 31 grønne turmaliner (i alt 8.6 carat) og 15 grønne diamanter (i alt 0.15 carat).
Malene Helweg-Larsen har tænkt sin ring som en hommage til Tage Andersen. Da guldsmeden blev gift i 2001, valgte hun at få sin brudebuket skabt af blomsterkunstneren, hvis særlige univers hun altid har beundret. Derfor føltes det også oplagt at fortolke hans ikoniske foldevase som en ædelstensfattet ring med den firkantede skinne, som Malene Helweg-Larsen er så kendt for. De cabochonslebne grønne turmaliner og små grønne facetterede diamanter i guldfatninger er sat så tæt, at deres overflade tilsammen har karakter af mos, når man lader en finger glide hen over dem. Det organiske indtryk af en smuk buket arrangeret i vasen fremmes også ved turmalinernes naturlige indeslutninger, der som bekendt er et af de smukkeste tegn på deres oprindelse, og deres poetiske farve-graduering i den grønne nuance – alt fra det gulliggrønne til det mørkegrønne.
Fotograf: Andreas Vrontos
29
Swärd’s Guldsmedie
Patineret Håb
2026
Af irret kobber og en silkesnor.
Ornamentet udspringer af Mie og Glenn Swärds arbejde med lokale juleornamenter inspireret af dansk kulturarv og arkitektur, som parret har udført i Kalundborg siden 2023. Med en grøn tema-farve faldt valget naturligt på Børsen – både på grund af bygningens karakteristiske kobbertags smukke grønne patina, men også fordi bygningen for et par år siden var igennem en tragedie, der berørte mange. ”Vi synes, at Børsen fortjener hyldest som et af Danmarks mest ikoniske vartegn og for den historie, den fortsat er en del af”, fortæller Mie Swärd. Julepynt med lokale vartegn udfører Swärd’s Guldsmedie i et antal forskellige diameter-størrelser og i blanke og matte versioner. Nogle ornament-versioner gives med gratis ved køb i forretningen, hvilket giver dem eftertragtet samlerstatus, mens andre kan købes. Ornamenterne, der helt fra begyndelsen af var tænkt til at komme i en ny version hvert år, kan både hænges på juletræet og på et par flotte grene i en vase. I en mindre model i messing er Børsen-unikaornamentet blevet fremstillet i 500 salgseksemplarer.
Fotograf: Jens Nielsen
30
Camilla Bille Brockenhuus-Schack, Brockenhuus-Schack Jewellery
Naturens Magi
2026
Af 18 og 22 karat guld, irret messing, en 4 carat opal og fire brillanter (i alt 0.08 carat).
Naturen bevæger sig i et evigt kredsløb af vækst, forfald og genfødsel. Midt i dens stille poesi mindes beskueren om, at selv om vi mennesker skaber og former verden omkring os, er vi blot gæster i en større fortælling – naturens egen. Hvert forår genopstår naturen på magisk vis efter vinterens dvale. ”Jeg sætter mig forundret, fortryllet og betaget ned for at beundre skovbundens poetiske miniatureunivers. I den stille skovbund kribler insekter mellem grønne grene, gyldne blomster og stille opaliserende vand”, fortæller Camilla Brockenhuus-Schack. På hendes unikabroche betages man af mødet mellem den grønne ir-farve, som dannes på messingen, og opalens levende farvespil. Gyldne dyr og blomster bevæger sig som små lysglimt gennem brochens landskab, hvilket skaber den drømmende kontrast til den grønne ir og det stille opaliserende vand.
Fotograf: Ida Buss
31
Charlotte Rathnov for Sølvkælderen
Asmos
2026
Af sølv og kobber.
Over en sølvske udført af sølvsmed Andreas Sivertsen (1784-?) har guldsmed Charlotte Rathnov frembragt en blomster-armring, der fabulerer over konceptet tid. På indersiden af armringen ses de fire oprindelige stempler fra sølvskeen: Københavnsmærket med de tre tårne og ”18” – guardeinstemplet for Frederik Fabricius (1787-1823) – A.S. for Andreas Sivertsen – og endelig månedsmærket Vædderen, som sammen med ”18” daterer skeen til marts/april 1818. Kobberbladene er lavet af en 0,75 mm tyk kobberplade, nøjagtig som bygningers tage, der irrer naturligt på 50-75 år. Bladene er kemisk manipuleret til at irre hurtigere end de naturligt ville. Hvor irringen er krakeleret, fremstår de med en mos-lignende overflade. Bladenes forskellige farver er ”fremtryllet” ved hjælp af varmen fra en 800 °Celsius loddepistol – bogstaveligt flammefarvet. Teknikken kan ændre nuancer på en tiendedel af et sekund. Værkets titel – Asmos – refererer til sølvsmeden Andreas Sivertsen (AS), som lavede skeen, samt til mos. Ligesom blomster og mos er levende og udvikler sig, kan sølv og kobber i løbet af flere hundrede år ændre udtryk. Her er kobber-irringstiden fremskyndet; sølvets anløb er fjernet; oxideringen på sølvet i blomsterhovedet er tilføjet; kobberblomsterknoppen er kunstigt manipuleret til at irre, og irringen er stoppet nøjagtigt, da den lignede en jordklode – den klode, som blomster, mos, sølv, kobber og mennesker alle deler. Asmos – Kosmos – Mos.
Fotograf: Dennis L Foto
32
dauf & pede
Efeu, version 2
2024
Af 18 karat guld og 34 behandlede grønne diamanter (i alt 0.55 carat).
Efeu ses nærmest over alt i Århus, hvor guldsmede-duoen dauf & pede har værksted: Ved universitetet, det gamle kommunehospital og universitetshospitalet – alle de hæderkronede bygninger er pakket ind i efeu. Planten kan man let have et had-/kærlighedsforhold til, synes guldsmed Claus Madsen: Bladene er flotte med en fin farve det meste af året, men som haveejer kan planten være noget af et arbejde. Kulturhistorisk symboliserer vedbend troskab (det er ikke let at slippe noget, man gror op ad), loyalitet og evighed. I det gamle Egypten var vedbend viet Osiris, underverdenens og genopstandelsens gud – siden den græsk-romerske gud Dionysos/Bacchus, vinens og ekstasens gud. For dauf & pede er smykket her et par ægte Århus øreringe; det er det eneste par ud af tre forskellige, der er fattet med diamanter.
Fotograf: pede
33
Jeanette Munch Jul Rasmussen for Dirks Jewellery
The Golden Feather of Nature – en Fortælling i Guld & Grønne Diamanter
2026
Af 18 karat genanvendt guld, i alt 0.14 carat farveløse og 2.12 carat grønne brillanter isat de 11 fjer, og en grøn 2.04 carat syntetisk diamant.
Påfuglen har takket være sine majestætiske fjer og elegance været et statussymbol for kongelige og adelige, samt repræsenteret skønhed, stolthed og transformation. I den græske mytologi fortælles det, hvordan gudinden Hera indsatte det altseende uhyre Argos, hvis krop var dækket af 100 øjne, som fangevogter for nymfen Io, for at afholde sin ægtemand Zeus fra at have en affære med hende. Da Zeus fik gudernes sendebud Hermes til at dræbe uhyret, satte Hera Argos’ 100 øjne på sin egen hellige fugl, påfuglen, for at mindes sin loyale tjener. I oldtidens kulturer repræsenterede påfuglens mange øjne beskyttelse, intuition og det altseende øje, der våger over bæreren og afviser negativ energi, og i oldkristen kunst symboliserede fjeren opstandelse og sjælens udødelighed.
Øjet i midten af brochen kan udlægges som det altseende øje, der våger over bæreren og afviser negativ energi. Måske er smykket en af de mange nye smukke fjer, der hvert år vokser ud, efter påfuglen har tabt sine fjer. De funklende grønne diamanter i forskellige nuancer og størrelser tilfører medbetydninger om livskraft, velstand, vækst, succes og indre balance, og de minder os om forårets komme og livets og naturens konstante flow.
Fotograf: Mousefoto
34
Felix Bresler
The Tinder Box
2017
Af 18 karat guld med en grøn turmalin og fem diamanter.
Felix Bresler lader sig ofte inspirere af eventyr, især dem skrevet af den folkekære forfatter H.C. Andersen (1805-1875). I denne detaljerede hårpind har guldsmeden fortolket eventyret Fyrtøjet fra 1835 i 18 karat guld med en imponerende grøn turmalin som kronen på egetræet, smukt indfattet med diamanter. Hårpinden skildrer soldatens møde med heksen, hvor hun beder ham kravle ned i det hule egetræ for at hente et magisk fyrtøj til hende. De små naturlige indeslutninger i ædelstenen illustrerer bladenes dans i vinden. Dybt inde under det hule egetræ hviler en af de tre hunde, her gengivet med øjne af glitrende diamanter; den våger over en af de tre gemte skatte. Ved foden af egetræet ses skattekisterne, der afslører en overflod af glitrende mønter.
35
My Talisman
Viridis Arcana
2026
Af oxideret sterlingsølv med i alt 5.70 carat etiopiske sorte opaler.
Inspireret af heksekunstens historie og Naturens forunderlighed satte guldsmeden sig for at skabe en choker, hvori et vedbend-motiv gemmer på mystiske grønne opaler. Vedbend har altid været opfattet som en kraftfuld plante inden for religion, heksekunst og naturmagi; planten symboliserer blandt andet beskyttelse, kærlighed, troskab og livslyst, og i folklore fortælles der endda om, hvordan vedbend dannede portaler til feernes verden. Ifølge arabiske legender faldt opaler til jorden med lynnedslag og gav magiske kræfter, grækerne anså opalerne for at være Zeus’ glædestårer og dermed et løfte om medgang, og Australiens aboriginere troede, de var skaberguden Baiames fodaftryk, da han steg ned på Jorden fra en regnbue. I middelalderen opfattedes opalen som bringende held, fordi den besad alle ædelstens farver, men i løbet af 1800-tallet blev stenen opfattet som uheldssvanger, og en revnet opal var et forvarsel om ulykke. I dag bruges opaler i healingskunsten, fordi de menes at forstærke kreativitet, spontanitet og følelsesmæssig healing. Af My Talisman opfattes opalen som magisk grundet det dybe farvespil, der ændres alt efter vinkel og lys, og på trods af stenens skrøbelige struktur emmer den af magt og hemmeligheder.
Fotograf: Dennis L Foto
36
Therese Krogh, Me Mori
Viridis Mortis (grøn død)
2026
Af oxideret sterlingsølv med en 3.9 carat grøn turmalin midt på issen, og dertil tolv tsavoritter (i alt 0.37 carat), tre turmaliner (i alt 0.1 carat), to grønne safirer (i alt 0.02 carat), to kromdiopsid (i alt 0.18 carat), tre smaragder (i alt 0.03 carat), tre peridoter (i alt 0.03 carat), en 5.5 carat dråbesleben kalcedon, en 3.1 carat dråbesleben facetteret hvid månesten, seks aventurinkugler (i alt 3.05 carat), fire prehnitkugler (i alt 9.07 carat), en 0.2 carat agatkugle og tre mosagater (i alt 4.5 carat).
I halsringen symboliserer kraniet selvfølgelig døden; den gamle, der har fået lov at ligge så længe, at det grønne/naturen har fået overtaget – med gevækster i form af stenperler og snigende forrådnelse set ved de pavé-fattede sten. Slangen har fundet vejen igennem kraniet: Den snor sig omkring halsen på bæreren, for derefter at vikle sig ind i sin egen hale, hvorved den angiver uendeligheden, som modsætning til døden, det endelige. Slangen er dermed også genfødsel og forvandling. Ud af dyrets mund ses tungen, der transformeres til hænder – for ved dem lægges valget om forandringen over på vores skuldre. Hvilke valg træffer vi i vores egen forvandling? Hænderne er skadede – fingre mangler hist og pist – og deres greb om stenene, der står for naturen, roen og jordforbindelsen, er krampagtigt. De grønne nuancer binder værket sammen til håbet om, at der efter døden altid vil spire nyt liv frem.
Fotograf: Regina Ingemann Kragh Holmen
37
Randi Christiansen, Guldsmedeværkstedet
Mine teske-isfugle
2026
Af tretårnede sølvteskeer, kobberrør, træ og mos.
Det er ikke Fugl Føniks, men næsten: Oldemors teskeer er genopstået fra glemslen i kommodeskuffen og har fået nyt liv – som isfugle! Randi Christiansen forstiller sig, at de sidder langs bredden og nyder naturen; den ene af isfuglene har såmænd lige fanget sig en fisk, som ses hængende fra næbbet. Selv nyder Randi Christiansen at bruge allerede-eksisterende materialer. ”For mig at det både grønt og bæredygtigt at bevare den danske kulturarv – bare i en ny form. Det gamle sølvtøj skal ikke bare sælges for dets metalværdi”, siger hun. Kobberrørene til dunhammerne er trukket ned fra 10 mm i diameter til 3 og 4 mm af gamle VVS-rør, som Sorø VVS har sponsoreret; rørene er ætset med saltsyre og salmiakvand, og har derved fået lidt farve. Mosset og træet er fundet i Randi Christiansens lokale skov i Sorø.
Sponsorer: Sorø VVS
Fotograf: Søren Diekelmann
38
Bodil Binner, Guldsmed
Lady of the Lake
2026
Af 18 karat guld, bronze, 238 grønne diamanter (i alt 1.56 carat) og et forstørrelsesglas
Ved Lady of the Lake inviteres beskuere til at træde igennem et forstørrende spejl, ind i Bodil Binners smykkekunst. I den feministiske genfortælling af mytologien er Søens Frue et embede varetaget af en hedensk ypperstepræstinde, der som vogter af Gralen og sværdet Excalibur hjalp kong Arthur. Men da manden (kulturen) undertrykte kvinden (naturen) og vendte ryggen til ældgamle skikke, lod Søens Frue tågerne omslutte øen Avalon permanent, så den aldrig mere blev set, og samtidig tog hun kilden til evig ungdom og det kvindelige med sig. I utallige fortællinger siden det 13. århundredes ridderromancer er Søens Frue blevet fremstillet som en feagtig gudinde af keltisk herkomst; en mytisk kvinde i besiddelse af sælsomme kræfter, der typisk holder til i fortryllede riger, hvis indgang er skjult under illusionen om en sø. Som selve Naturen er hun hverken god eller ond, men i stand til alt fra sublim skønhed til menneskehedens undergang, gavmildhed og ondskabsfuldhed, frugtbarhed og destruktion, det moderlige og det morderiske. I sin grønne inkarnation modstår Fruen ethvert forsøg på forførelse; søhesten er biologisk fuldkommen i sig selv, da den kan skifte køn efter behov. Hendes samhørighed med det jordiske og det overjordiske afspejles i bronzen, guldet og tsavoritterne.
Med tak til team BEKH
Fotograf: Miklos Szabo & Ida Buss
39
Hannelore Lass, Gravalance
Fra Pleistocæn til Plasticæn eller Garden To Go
2026
Af sølv, kobber og plast.
Hannelore Lass har med sit værk begået et illustrativt opråb på Naturens vegne. Ringen til venstre symboliserer et lille udsnit urørt natur – til højre naturen kort efter vores indblanding: Indhegnet, beskåret, forurenet. Har vi råd til at fortsætte så uhæmmet? Hvordan begrunder vi det over for vores børn: At vi simpelthen var så glade for at konsumere alt, der gjorde livet bekvemt for os? Mos og plast er hinandens diametrale modsætninger: Førstnævnte en gavnlig faktor for naturen med millioner af år på bagen – plast er det relativt nye, meget praktiske materiale, der er utroligt forurenende. På hvad der blot er et splitsekund i Jordens tidslinje har vi spredt plast til alle verdenshjørner, i havet, på bjergtoppe og selv i vores egne blodårer og kroppe. Et faldende forbrug af fossile brændstoffer, som er godt for miljøet, vil øge produktionen af plast i stor stil, hvis vi ikke griber ind. Kan vi i tide nå at fokusere på en natur og et miljø i balance ved hjælp af cirkulære økonomiske systemer? Vi er afhængige af naturen, mens den udmærket undværer os. Egentlig ved vi allerede, hvad det rigtige er, så lad os komme i gang med at skabe en ny virkelighed!
Fotograf: Christian Lass
40
Smykkedesigner Rikke Lunnemann og kommende tekstildesignstuderende Karen Lunnemann
GreenWashing
2026
Af 18 karat genbrugsguld, nefrit (engang kendt under den ceremonielle betegnelse jade), 8 carat knuste syntetiske diamanter, genbrugstekstiler indfarvet med naturmaterialer, mælkebøtter og gul IKEA-pose.
Lunnemann udtaler om sit værk: ”En grøn grydesvamp i nefrit jade med knuste laboratorie-dyrkede diamanter, en bund skabt af mælkebøtter og genbrugstekstiler indfarvet med naturmaterialer, og en ring udført i 18 karat genbrugsguld. Ringen kredser om vores trang til at gøre alting ‘grønt.’ Til at pudse, rense og polere fortællingen, til den skinner og funkler. Nogle i smykkebranchen omtaler laboratorie-dyrkede diamanter som et ‘grønnere’ valg. Men hvor ‘grønt’ bliver noget egentlig, bare fordi vi kalder det det? De laboratorie-dyrkede diamanter er derfor knust. Ikke som en destruktion af materialet — men som en modstand mod fortællingen om den ‘rene’ løsning. Mælkebøtter, genbrugstekstiler og genbrugsguld peger alle mod ønsket om at skabe mere ansvarligt. Men ringen stiller samtidig spørgsmål ved vores behov for at gøre alt grønt, rent og rigtigt. Som en grydesvamp skrubber ringen i overfladen. Ikke for at gøre den pænere – men for at se, hvad der gemmer sig under den ‘grønne’ glans”.
Brug af pressebilleder
Billederne er til brug i forbindelse med mediernes omtale af udstillingen “Ode til Mos”.
Der skal altid henvises til fotografen, som har taget billederne.
Oplysninger om fotografen findes ved billedet.
For yderligere information om de individuelle kreationer – kontakt venligst
Nina Hald – ninahald1@gmail.com – tlf. 27308828
Bodil Binner – bodil@bodilbinner.dk – tlf. 26252662